tirsdag den 29. oktober 2013

På vej tilbage og Nordic tour

For snart en måned siden kunne jeg begynde at løbe igen efter en løbepause på 5 uger. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg er et af mine fremtidige mål at holde mig skadesfri, og derfor har jeg trappet løbemængden op meget gradvist. Ellers har jeg været to uger i Sverige og Norge med Emma for at researche lidt.

Efter 4 ugers løbepaise fik jeg svar på min CET-scanning, som egentlig ikke gav mig ny information. Den viste blot, at jeg havde en sammenvoksning af to knogler, men derudover viste den også en forbedring i min overbelastede knogle. Da scanningen var blevet lavet 2 uger efter jeg begyndte at holde løbepause, fik jeg at vide, at det var sikkert at begynde at løbe lidt igen. Jeg ventede dog lige en uge mere for at være på den sikre side, og har siden da trappet løbemængden langsomt op fra ture på 10min til nu 30min. Jeg forsøger at være tålmodig, selvom det ikke er helt let. Det kribler i benene for at løbe både stærkt og længere tid, da jeg ikke mærker noget til foden. Men jeg forsøger at holde mig selv fast på, at det vigtigste ikke er at undgå en ny skade. Heldigvis har jeg kompetente folk omkring mig, der kan holde mig lidt i ro. Og for at gøre det lidt nemmere for mig selv, er det Team Danmark fysioterapeuten Gitte Karlshøj, der styrer min progression i løbetræningen.

Ellers har jeg også tilbragt en stor del af Oktober måned i Sverige og Norge. Emma og jeg var nemlig på tur for at finde et sted at flytte hen til næste sommer. Vi startede i Stockholm, hvor vi i fire dage boede hos 5 drenge fra Lidingö. Her fik vi en god indsigt i træningsmiljøet i Lidingö SOK, og samtidig fik vi en idé om terrænerne omkring Stocholm. Da jeg ikke må løbe i terræn endnu, fik jeg desværre ikke løbet på kort undervejs på vores tur. Jeg fik dog gået ganske meget på kort, noget jeg normalt ikke har brydt mig om, men efter tilpas lang tid uden rigtig orientering, var det dejligt at gå rundt med kort. Stockholm imponerede mig på flere måder. Det var en del anderledes end, hvad jeg er vant til fra Danmark. Klubberne står stortset for al træning, og det virker som om mange klubber har rigtig gode træningstilbud med mange gode løbere på træningerne. Derudover var der også utrolig mange fede kort med masser af lækre detaljer.

Næste stop på vores tur var Falun, hvor vi boede hos David Andersson og Lene Eliasson. I Falun har de Dalarna Sports Academi, som minder lidt om elitecenteret i Århus. Der er stortset træning hver morgen og aften og masser at træne med. Her fik jeg også mulighed for at træne lidt mere end det var muligt i Stockholm, da David også trænede en del alternativ træning. Det er altid sjovt og inspirerende at træne med nye personer, da man ofte oplever andre måder at gøre tingene på. I Falun fik vi både inspiration til nye træningsmetoder som fx effektstyrke og teknisk træning kombineret med løb i vand. Det var også ret inspirerende at bo med David og Lena, da de tænker ting lidt anderledes end mange andre. Desværre endte vores tur i Falun lidt uheldig, da vi kom lidt for tæt på en bus i en rundkørsel, hvilket resulterede i, at vi måtte bruge tre timer på at fikse en ny lejebil. Uheldet ændrede dog ikke på vores positive oplevelse med Falun, som vi helt sikkert kommer tilbage til igen på et tidspunkt.

Forhåbentlig er der ikke lang tid til at jeg igen kan give den fuld gas.

Da vi havde fået vores nye lejebil, tog vi til Halden, hvor vi skulle bo et par dage hos Olav Lundanes. Det var første gang vi var i Halden, og efter at have været der, forstår jeg bedre, hvordan klubben kan være så godt med i 10-mila og Jukola. Der findes utrolig mange krævende terræner, som er kortlagte omkring Halden. Her var træningerne igen arrangeret af klubben, men det virkede alligevel også som om, der var god kvalitet på træningerne med folk som fx Olav og Emil W. Desuden ligger Halden jo også utrolig tæt på strömstad (WOC 2016), og dermed fik vi også stiftet lidt bekendtskab med, hvad der venter der. Vi fik også lov til at deltage til klubbens kagefest med et kagebord, der fik det sønderjydske kagebord til at blegne. Det var også imponerende at se det store klubhus på høiås være fuldstændig proppet med løbere fra klubben. Efter blodslitet tog vi til Göteborg, hvor vi skulle slutte af hos Søren Schwartz.

Göteborg er en by, jeg føler jeg kender ganske godt efter en del træningslejre tidligere. Så jeg forventede egentlig ikke de store overraskelser der, men Søren formåede alligevel at finde terræner, som jeg ikke kendte. Der findes bare uendelig mange kort at træne på. Derudover deltog vi også til styrketræning med Chalmers, og fik lidt et indblik i, hvor mange orienteringsløbere, der egentlig bor i Göteborg. Så der skulle være gode muligheder for at træne med en masse der.

Efter to uger vendte vi hjem til Århus. Og nu venter der den svære process med at finde det rigtige sted. Der er flere ting, der kommer til at spille ind på vores valg såsom uddannelsesmuligheder og terræner og så selvfølgelig også mulighederne for bolig. Men vi regner med at beslutte os i løbet af November måned, så vi kan begynde at fikse bolig.

Ellers så står jeg overfor at planlægge hele næste sæson. Det er noget, jeg tror, vi orienteringsløbere generelt er dårlige til. Normalt har jeg altid haft en idé om, hvornår jeg skal træne hvad. Men da jeg ofte har en tendens til at træne lidt for meget og tænke lidt kortsigtet, vil jeg næste år forsøge at planlægge min træning mere fornuftigt og dermed forhåbentlig undgå skader. Jeg vil lave en grovplan for, hvor meget jeg skal løbe hver uge det næste år. Jeg kommer nok ikke helt til at løbe lige så meget på en uge, som jeg har gjort i år, men forhåbentlig kommer jeg samlet set til at løbe mere. Det er ihvertfald målet! Det kommer til at tage lang tid og meget overvejelse af planlægge et helt år, men heldigvis får jeg hjælp af Lars. Forhåbentlig er det givet godt ud at bruge til på at lave en grundig plan, men det må tiden vise.

søndag den 15. september 2013

Løbepause

Efter en lidt uklar diagnose besluttede jeg for to og en halv uge siden at tage en løbepause for at slippe af med smerterne i min højre fod.

Jeg fik svar på mine to MR-skanninger af Team-danmarks læge i starten af august, men da han ikke følte sig kompetent nok til at vurdere, hvad jeg skulle gøre, sendte han mig til en ekspert i fødder i Odense. Jeg fik dog at vide, at MR-skanningen viste at lille tås knoglen var overbelastet (begyndende træthedsbrud), dog uden at skanningen viste et decideret brud. Beskeden var derfor, at jeg godt kunne løbe lidt, dog ikke i terræn. Derfor var jeg med landsholdet på en uges træningslejr i Italien, hvor jeg fik trænet et par rigtig fede sprinttræninger og ellers fik cyklet nogle gode turer. Det virkede faktisk som om, at foden blev bedre, da jeg skånede den for at løbe i terræn. Og jeg var fint tilfreds med at få en idé om, hvad det kræves for at lykkedes til vm-sprinten næste år. Da jeg kom hjem, gik der ikke lang tid inden jeg skulle til Odense.

Et af billederne fra MR-skanningen

Og det er nu ved at være to og en halv uge siden jeg var i Odense hos fodekspert Johnny Frøkjær til en snak om min skadede højre fod. Han kunne fortælle mig, at jeg har en koalitio i højre fod. Dvs. at to at mine knogler i foden er vokset sammen, eller det vil sige at sådan har det altid været. Det betyder, at min bevægelighed er ekstrem dårlig i højre fod, og måske belaster jeg derfor min fod skævt. Det var han dog ikke sikker på, så derfor skal jeg på et tidspunkt have lavet en løbestilsanalyse, så vi kan se præcis hvordan jeg belaster mine fødder. Hvis dette er tilfældet, er det formentlig muligt at korrigere det med et par indlæg. Med hensyn til den overbelastede knogle anbefalede han mig at løbe så lidt som muligt, da jeg ellers ville risikere at knoglen brækkede. Det er ikke noget jeg er interesseret i, så derfor besluttede jeg efter lidt overvejelse at holde 4-6 ugers løbepause for at slippe af med problemerne. Det betyder, at jeg desværre ikke kommer til at løbe noget her i efterårssæsonen. Det er selvfølgelig ærgeligt, men jeg har på den anden side også opnået bedre resultater, end jeg havde turde håbe på inden sæsonen startede, så derfor tror jeg også, at det er bedre at slippe af med problemet hurtigst muligt i stedet for at jagte mere succes.

De sidste to uger har jeg som nævnt ikke løbet en meter, men derfor har jeg stadig trænet godt. Jeg er jo (desværre) vant til at benytte mig en del af alternativ træning, så jeg ved godt, hvordan jeg skal træne, hvis jeg ikke kan løbe. Jeg har forsøgt at variere min træning en del, og har benyttet mig af cross-trainer, cykel, løb i vand, rulleski og styrketræning til at holde formen vedlige. Det er ikke det samme som at løbe, men jeg har fortsat ikke nogen problemer med at holde motivationen oppe. Jeg ved, at de mange timers alternativ træning vil hjælpe mig med at være hurtigere tilbage igen. Efter at jeg stoppede med at løbe, har jeg ikke mærket noget til min fod. I tirsdags fik jeg lavet en CT-skanning af begge fødder, som jeg skal have svar på om et par dage i Odense. Jeg er spændt på at høre, om der er nogen fremgang i knoglen, og om hvor lang tid jeg skal blive ved med at holde pause. Formentlig bliver det nok mindst to uger mere, men sådan må det være.


Denne weekend har jeg ligesom mange andre danske orienteringsløbere brugt på møn, hvor der har været arrangeret DM-stafet og DM-lang. Da det var Søllerød OK, der arrangerede, var jeg med til at hjælpe med arrangementet. Jeg hjalp til i speakningen og lidt i ombygningen af stævnepladsen. Jeg synes selv, at det var et rigtig godt arrangement, og det var sjovt at prøve at stå på den anden side som arrangør og speaker. Men det var også hårdt at se alle andre nyde de gode baner og det fede terræn, uden selv at have mulighed for det. Det gjorde det heller ikke bedre, at det gik op for mig, at jeg slet ikke har løbet et DM-lang som senior. Det synes jeg både er rigtig ærgeligt og flovt. Jeg mener selv, at jeg er en af danmarks bedste orienteringsløbere, og det vil jeg gerne bevise til DM. Derfor håber jeg på, at jeg snart har lært af mine mange skader, så jeg i fremtiden kan være mere fornuftig, så jeg næste år kan få min debut på DM-lang i H-21. Denne tanke har jeg haft mange gange, men hurtigt glemt den igen, når jeg er blevet skadesfri igen. Så jeg ved, at jeg har et stort arbejde at gøre for at nå det mål. Jeg krydser fingre for at jeg lykkedes, og fortsætter med at pleje min fod bedst muligt de kommende par uger.

lørdag den 10. august 2013

Fra World Games sølv til ?

En elitesportskarriere er fuld af op- og nedturer. Hvis det endnu ikke er gået op for dig, håber jeg at de sidste mange indlæg og dette kan gøre det klart for dig J

Den 30/7 drog vi fire løbere og 2 trænere til Columbia for at løbe World Games. Som tidligere nævnt var jeg usikker på formen, da foden havde gjort det svært at løbetræne, som jeg gerne ville. Dog følte jeg mig rigtig godt løbende, da jeg dagen inden afrejse løb den første hurtige træning efter vm. Så jeg var optimistisk, da vi tog afsted. Det var en lang rejse, hvor vi blev lidt forsinkede og først var fremme på hotellet 24 timer efter, vi tog afsted fra Århus. Så dagen efter var jeg ikke meget værd, men det føltes alligevel ok, da jeg joggede en tur med Tue i den forurenede luft i Cali.

På forhånd var jeg spændt på, hvordan det ville være i Columbia både med byen, terræn og de andre sportsgrene. På model-eventen dagen inden sprinten blev jeg bekræftet i, at terrænet på sprinten var i den lette ende af skalaen. Det var en park område omkring en å med et uinteressant by område rundt om. Derfor var jeg klar på at løbe stærk i den Columbianske varme dagen efter.

Det føltes nogenlunde under opvarmningen, men da jeg begyndte at løbe stærk ude på banen føltes kroppen tung pga. varmen, og jeg trætheden kom hurtigere end normalt, så der skulle kæmpe for at holde tempoet oppe. Jeg lavede kun to meget små fejl, som ikke har kostet mere end 5 sek. Den største fejl var, da jeg stoppede op 10m før mållinjen, da jeg var helt ude i tovene fysisk, og dermed ikke lagde mærke til, at det var startlinjen jeg stoppede ved. Jeg tabte måske 7. pladsen på det, men var alligevel rigtig godt tilfreds med at blive nr. 8, 28 sek efter Mathias Kyburz. Det gav selvtillid at være så godt med på trods af min problemfyldte forberedelse.

På forhånd glædede jeg mig rigtig meget til sprint-stafetten, hvor vi havde en god chance for at tage en medalje. Og jeg havde derfor på forhånd ikke tænkt så meget på mellemdistancen, som lå dagen efter sprinten. Både fordi det er den disciplin, jeg som regel har sværest ved, og fordi jeg ikke vidste, hvordan terrænet ville blive, da vi ikke har kunne løbe i noget relevant terræn inden løbet. Jeg var dog fokuseret som jeg altid er inden vigtige løb, og jeg var klar til at kæmpe hele vejen. Terrænet var ret, så grønt og ind imellem var der et par dejlige lianer med store torne på. Derfor forsøgte jeg mig at holde mig på stierne for ikke at sidde fast i det grønne. Det gik rigtig fint på 1. runde, og jeg fik at vide, at jeg passerede arenaen i bedste tid. Herfra begyndte jeg at mærke varmen, og hovedet begyndte at koge lidt over, så jeg lavede et par dumme vejvalg og forsøgte at løbe igennem junglen, hvilket jeg tabte meget tid på. Efter løbet viste det sig, at jeg lå 2’er det meste af vejen 25 sek efter M. Kyburz, indtil jeg løb dårligt til 4 poster i træk og dermed endte jeg på 4. pladsen hhv. 2 og 3 sek fra 3. og 2. pladsen. Her bagefter er jeg rigtig stolt, men også lidt ærgelig over mit løb. Det er fedt at se, hvordan jeg har nærmet mig toppen i løbet af det sidste år. Det gav mig blod på tanden i forhold til stafetten dagen efter, og det vidste jeg også at de andre havde.
Sidste posten på mellemdistancen


Vi havde snakket meget om stafetten i dagene inden, og jeg vågnede kl. 5 om morgenen og kunne ikke lade være med at tænke på den. Med andre ord, så var jeg klar. Jeg skulle løbe 3. tur efter Tue og Ida. De tog begge næsten alle de lange gaflinger. Det betød, at jeg havde lidt inderbane i forhold til mange af de andre, og dermed kunne jeg hente en del placeringer og skifte til Maja som nr. 4. Langt efter Schweiz, men ikke langt efter Tjekkiet og Østrig, som lå foran. Maja hentede og satte hurtigt de to og kunne løbe os indtil sølvmedaljen. Fantastisk at lykkedes sammen med de tre andre og få den medalje vi alle havde drømt om.
Vild jubel :-)

World Games var mere end gode placeringer. Jeg fik også set et par andre sportsgrene fx kajakpolo og korfball. Derudover følte vi os alle som kæmpe stjerner, når vi gik igennem byen og blev overfaldet af folk, der ville have billeder med os. Det var sjovt at prøve, og jeg forsøgte at give mig tid til at tage billeder med alle dem der gerne ville. Ellers var noget af det vildeste afslutningsceremonien med op til 50.000 mennesker, der gik amok til salsamusik. Så alt i alt synes jeg, at det var et fint arrangement, også de tre orienteringsløb. Der har været skrevet mange dårlige ting om baner og terræn, men jeg har opfattelsen af at arrangørerne gjorde det så godt de kunne med det de havde til rådighed af terræn.

Men som sagt går en elitesportskarriere op og ned, og efter en lang hjemrejse forventede jeg at få svar på min MR-scanning hjemme i Århus. Desværre ville lægen gerne havde lavet endnu en scanning for at kunne give mig en mere præcis diagnose. Så derfor har jeg i dag fået lavet endnu en scanning, som jeg håber på at få svar på snarest muligt. Så nu ved jeg ikke, hvordan resten af sæsonen kommer til at se ud for mig, men jeg håber på det bedste. Foden var nogenlunde til løbene i Columbia, men er nu begyndt at gøre ondt igen, så den næste uge kommer jeg ikke til at løbe specielt meget. To be continued....

Man kan se gps-tracking og resultater fra World Games http://wg2013.orienteering.org/

mandag den 29. juli 2013

World Games

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, tingene går op og ned. Foden har ikke været særlig god efter vm, hvilket har gjort det sværere for mig at forberede mig ordentlig til World Games i Cali, Colombia.

Jeg sidder nu i toget på vej til Aalborg, hvor jeg skal have lavet en MR-skanning af foden. Team Danmarks sportsmedicinske team har arbejdet hårdt med at få min fod til at føles bedre. Det har hjulpet, men det har taget et godt stykke tid. Foden var nemlig ikke særlig glad for terrænet i Finland, da den fik mange små vrik hele tiden. Jeg mærkede det under opvarmningen, men ikke under konkurrencerne, så det hindrede mig egentlig ikke overhovedet til vm. Dog begyndte den at gøre ondt, når den blev kold igen.

Efter vm var den ikke særlig god, og det gjorde ondt bare at gå. Derfor gik der 8 dage, før jeg prøvede at løbe igen. Jeg løb 10min og det gjorde ondt lige fra start. Så det var lidt demotiverende. Den er dog blevet meget bedre siden, og jeg har i løbet af den sidste uge løbet korte ture på 30min hver dag. Selvfølgelig ikke helt optimalt, men jeg har løbet meget tidligere i år, så jeg tror at det er muligt at vedligeholde løbeformen uden super meget træning. Derudover har jeg også lavet et par gode interval træninger på cross-trainer, så jeg tror egentlig at formen er ret god. Men det må resultaterne i Colombia vise om jeg har ret i J

Ellers glæder jeg mig til at komme til Colombia for både at præstere og opleve World Games arrangementet. Jeg tror stadig på, at jeg kan lave et rigtig godt resultat på sprinten, hvor jeg håber at kunne følge op på 6. pladsen fra vm. Jeg ved også, at vi har en god chance for at kæmpe om medaljerne på sprint mix-stafetten, men det kræver gode løb af alle, da det helt sikkert bliver mega tæt!

Ellers så regner jeg med, at jeg ved mere om foden når jeg er tilbage i DK igen. Formentlig skal jeg have lavet et lille indgreb i foden, men det må vi se på efter Colombia.


Se mere om World Games her: http://www.theworldgames.org/

fredag den 26. juli 2013

Vejen til 6. pladsen

Nr. 23 2010, nr. 19 2011 og nr. 20 2012 var mine tidligere placeringer på VM-sprint. I år lykkedes jeg endelig og blev nr 6. Her kommer en lille beretning om vejen dertil.

Tidligere år har jeg ofte løbet godt i kvalen, men ikke fået det til i finalen. I år var fokus rettet på finalen helt fra start, og jeg følte mig godt forberedt. En god kval gav mig en fin bekræftelse på formen, men ændrede ikke på min tilgang til finalen. Målet var stadig top 6. I finalen oplevede jeg for første gang i min karriere at få gummiben pga. nervøsitet på vejen fra prestart til start. Ellers var finalen en intens oplevelse med mange svære vejvalgsbeslutninger og mange tilskuere. Jeg lykkedes godt bortset fra et dårligt vejvalg, der måske kostede en rigtig godt placering, og så kunne jeg også godt have ønsket mig bedre ben (men hvem kunne ikke det?). Det rakte altså til en 6. plads. Men det er som sagt ikke Vm-sprinten, det skal handle om, men vejen dertil. Hvis man er interesseret i at læse om sprinten, kan Boesens indlæg anbefales. http://ahboesen.blogspot.dk/

De to sidste år har jeg løbet dårligt i finalen, jeg har ladet mig gå på at trætte ben og ikke været offensiv nok. Efter sprinten i 2011 og 2012 har jeg været meget skuffet, da jeg var sikker på at potentialet for en god placering var tilstede. Jeg tror, at min mentale indstilling ikke har været optimal inden start, og jeg har brugt for meget energi på forstyrrende tanker inden og under løbene. Efter samtaler med en af Team Danmarks sportspsykologer Kristoffer Henriksen, har jeg fået styr på det mentale, og dermed har jeg kunne fokusere på at præstere.

Det er ikke den eneste ændring jeg har gjort. Min træning har tidligere bestået af løb, men også en del alternativ træning, da jeg ofte har haft problemer med enten større eller mindre skader. Men fra midt i februar og til VM har min træning hovedsageligt bestået af løb suppleret med styrketræning og lidt alternativ træning. Jeg har løbet mellem 8-14 timer hver uge, og der er noget jeg tydeligt har kunne mærke på løbsformen fremfor alt på hårdt underlag. Fysiske tester har også vist, at min syregrænse har rykket sig meget og er rigtig høj.

På vej til publikumsposten WOC sprint

Jeg har hele året haft VM-sprinten som mål, og derfor har min træning været tilrettelagt denne konkurrence. Jeg har ikke prioteret terræn-træninger ligeså højt, og jeg har i stedet været på bl.a. en sprint-træningslejr i Italien i Marts og derudover nørdet usandsynligt mange sprintkort fra Worldofo, når jeg har trænet alternativt. Den koncentrerede træning har fået sprint-rutinerne til at sidde på rygraden, og det har givet mig følelsen af, at jeg ikke behøver at løbe et exceptionelt løb for at være med i toppen. Det er derfor jeg lykkedes med at blive nr. 6 på VM-sprinten. Næste år i Italien bliver målet en medalje, men det kommer ikke af sig selv! Kan kun citere en af meget spillede sange for øjeblikket: ”Wake me up” med Avicii og sige: ”I can’t tell where the journey will end but I know where to start!”.

Ellers så passer det hvad man siger med, at det bedste med at lykkedes er vejen der til. Den går op og ned. Se selv mine op og nedturer i løbet af det sidste år.

Midt september: får konstateret et gammelt træthedsbrud i en lændehvirvel. Starter genoptræning.
Slut oktober: begynder at løbe igen. Føles godt og kommer hurtigt op på en ok løbemængde.
Start november: Ryggen gør ondt igen. Får lavet MR-skanning og får ikke noget nyt at vide. Meget frustrerende periode. Motivation er i bund i en uge eller to.
Slut november: Får trænet godt alternativt, men kroppen vil ikke løbe. World cup på New Zealand føles langt væk.
Midt december: Finder ud af at det er ok at løbe på løbebånd med stigning. Får løbet tre gange 20min inden afrejse til NZ.
Slut december: Varmen har fået smerterne i ryggen væk, og jeg kan løbe en del på NZ. Er dog stadig lidt forsigtig.
Januar: Bliver nr. 20, 23 og 20 på World Cup i NZ. Kæmpe succesoplevelse. Nu er motivationen stor.
Februar: Bliver nr.4 på WRE på mellem i Portugal. Ryggen er ikke længere et problem, men jeg fortsætter med diverse øvelser.
Midt marts: Løber en masse gode sprinter til MOC-sprint camp i Italien. Træner måske lidt for hårdt og er mærket et par uger efter, hvor jeg bliver lidt småsyg.
Slut april: Formen føles god, og til DM-sprint fører jeg hele vejen, indtil jeg laver en kæmpe fejl og bliver 5’er. Ærgeligt, men bliver mere motiveret og får trænet godt på. Formen dykker lidt, og jeg føler mig meget træt inden tiomila. Kommer dog til hægterne inden tio.
Midt maj: Bliver lidt syg på vm-træningslejren i Finland og bliver nødt til at stå over et par træninger. Er dog klar til testløbene ugen efter, hvor jeg vinder sprinten klart. Senere løber jeg fynsk sprint cup og får god sprint-træning i forhold til Vm og NORT
Start juni: Får god start på NORT med 6. plads til sprinten i Norge. Kommer dog hurtigt ned på jorden, da jeg har en off-day og ryger ud af kvalen til Knock-out sprinten. I Finland lykkedes jeg endelig i på en sprint-dag og bliver nr. 5 i Turku. Har dog problemer med den ene fod.
Midt juni: Tager et par dages løbepause for at få styr på foden. Den bliver bedre, men ikke helt på toppen, og får at vide af Team dk lægen at jeg bare skal træne videre på den.
Start juli: Formen er god, foden er lidt øm, men lykkedes med at blive nr. 6 på Vm-sprinten.

Når jeg kigger tilbage på det, har det været en fantastisk rejse. . Nu er næste mål World Games om 7 dage.

søndag den 7. oktober 2012

Tre måneder


I mandags blev jeg udtaget til den første World Cup runde, som skal løbes i New Zealand. Der er nu tre måneder til løbene, og nu starter de seriøse forberedelser for alvor. Jeg er rigtig motiveret, og glæder mig rigtig meget til den kommende træningsperiode, og til at se hvor meget jeg kan rykke mig de næste tre måneder. Forhåbentlig rigtig meget, det er ihvertfald målet.

Som nævnt i mit sidste indlæg fik jeg under træningslejren i Finland efter NORT problemer med ryggen. Og jeg blev derfor undersøgt af Team-Danmarks eksperter, da jeg kom hjem til Århus. En røntgenundersøgelse viste, at jeg engang har haft et træthedsbrud i en af lændehvirvlerne, hvilket har gjort, at jeg er meget stærkere i venstre side af ryggen, og derfor har den fået lov til at lave det meste af arbejdet. Det er ok, hvis man træner et par gange om ugen, men når man træner lige så meget som jeg gør, overbelaster man sine muskler og får ondt (nogle gange rigtig ondt).

Jeg har fået en masse øvelser, så jeg kan få rettet op på ubalancen. Øvelsernes formål er at styrke min core-muskulatur, som har været for svag, og de ser måske ikke så hårde ud, men jeg kan love for, at de er udfordrende. Team-Danmarks fysioterapeut Gitte Karlshøj har de seneste to uger udfordret mig med øvelser, der har krævet, at jeg har brugt små musklerne, jeg slet ikke vidste jeg havde. Forhåbentlig kan den forøgede styrke, også hjælpe mig til at udnytte kraften fra mine ben bedre, så jeg kan løbe hurtigere. Jeg føler øvelserne hjælper, jeg kan ihvertfald mærke fremgang, og jeg har derfor fået lov til at løbe lidt på fladt og blødt underlag. Det er indtil videre gået fint, og jeg håber selvfølgelig på fortsat fremgang.

Jeg er dog imidlertid stadig forsigtig, og derfor har jeg også meldt fra til Elitecenterets træningstur til Frederiksstad næste fredag. Der er nemlig kun en ting der gælder nu, og det er World Cup på New Zealand. Som jeg har nævnt, er jeg rigtig motiveret for at forberede mig ordentligt, og jeg føler allerede, at træningen går rigtig godt. Jeg har pga. ryggen stortset kun lavet alternativ træning det sidste stykke tid. Træningen har udover core-styrke bestået af cykel, cross-trainer og romaskine. Alt sammen har været i fitnessdk, da jeg desværre ikke har en cykel, der er god nok til at træne på. Men jeg forsøger at få det bedste ud af det, og når man har accepteret, at det er det man kan, er det intet problem. Jeg er specielt tilfreds med de intervaller, jeg får kørt på cross-trainer. I denne uge har jeg kørt tre intervalpas på cross-trainer, to pas med 10*3min intervaller med 1min pause og et pas med 8*4min med 1min pause. Jeg får pulsen helt vildt godt op på sådanne pas, og jeg tror helt sikkert, at det er med til at forbedre mig. Jeg er ihvertfald begyndt at føle mig rigtig stærk på træningerne.

For mig er det den fedeste følelse, når man føler sig rigtig stærk på de hårde træninger. Det er en følelse, jeg vil prøve at holde fast i de næste tre måneder i mine forberedelser. Det er selvfølgelig ikke altid lige nemt, når man træner meget. Formen svinger nemlig op og ned i hårde træningsperioder, og det skal den også, men jeg vil ihvertfald forsøge at undgå, at der går for lang tid mellem, jeg har denne følelse. Det bliver en udfordring, men hvis jeg lykkedes med det, tror jeg også, at jeg kan tage til New Zealand i rigtig god form og levere et rigtig godt resultat. Forhåbentlig bedre end jeg nogensinde har leveret som senior. Det er ihverfald det jeg drømmer om, når jeg står og studerer kortene fra New Zealand, mens jeg børster tænder. 

Tiden må vise om det lykkedes mig.

søndag den 16. september 2012

Sæsonen 2012


Den internationale sæson endte for en uge siden, da den afsluttende jagtstart på Nort blev løbet i Voukatti, Finland. Det betyder også groft sagt, at min sæson er slut for i år. Nu gælder det om at begynde at se frem mod og planlægge næste sæson. Hvad skal ændres?, hvad var godt? osv. Jeg vil her prøve at sætte ord på, hvordan jeg selv har oplevet sæsonen, og hvad jeg vil prøve at ændre til næste år.

Det er nærliggende at starte med NORT, som kun ligger en lille uge tilbage. Resultatmæssigt var det rimelig sløvt for min del. Jeg kom ikke videre til nogen finaler, hvilket jeg selvfølgelig var ret skuffet over. Jeg havde dog heller ikke helt troen på det i starten af touren, da jeg havde været skadet siden O-ringen og først rigtigt kunne løbe ordentligt den sidste uge op mod NORT. Men jeg havde forventet, at jeg kunne løbe mig i form undervejs og ihvertfald gå videre til sprint-finalen i Finland. Denne tro blev styrket, da jeg kun var 10sek fra at gå videre til finalen i Oslo på trods af en rimelig stor fejl. Sprinten var også en del i skov, hvilket normalt ikke er til min fordel. I Gøteborg kom jeg endnu tættere på, og var som nr 25 kun 2 sek fra at gå til finalen. Jeg lavede kun nogle små fejl og skulle have haft en lidt højere tempo for at være sikker på at gå videre, men det var trods alt bedre og lovede godt i forhold til by-sprinten i Finland.

Sprinten i finland var en ren by-sprint stortset uden stigning. På forhånd vidste vi, at arrangørerne havde sat hegn op for at lave flere fælder og skabe vejvalg. Om morgenen føltes benene lidt tunge, men jeg var klar på, at den skulle have fuld gas, og at jeg skulle være opmærksom på de nye hegn. Starten var på stævnepladsen og 1’eren var ret enkel, så der var fin mulighed for at se på strækket til 2’eren. Ser med det samme det opsatte hegn, og beslutter mig for at køre venstre. Lidt efter tror jeg, det er muligt at skære et hjørne og spare noget længde. Det var det bare ikke, og jeg ender dermed i den fælde, som jeg havde set. Føler mig rigtig, rigtig dum, da jeg ser hegnet, og jeg vender om med det samme. Det er ikke lige positive tanker, som går igennem mit hoved, og de tunge ben fra om morgenen begynder at komme tilbage. På forhånd vidste jeg, at det ville blive svært at gå videre i det stærke felt. Der er derfor ikke plads til sådan nogle fejl medmindre, at man har de hurtige ben med. Herfra blev det en mental kamp. Jeg laver ikke nogen fejl resten af vejen, men tempoet var heller ikke højt nok. Da jeg bliver hentet af Eskil Kinneberg med 1min ved jeg godt, at det bliver umuligt gå videre. Jeg prøver at hænge på, men det er svært, når man ved, der ikke er det store at kæmpe for. Efter løbet kan jeg konstatere, at jeg ikke gik videre. Skuffelsen var stor, men samtidig fik jeg god motivation for at gøre det godt dagen efter, hvor den stod på jagtstart på mellemdistance.
Starten på mellemdistancen. Foto: Tutzon

Jeg følte ikke jeg havde fået det optimale ud af min form på nogen af løbene. Jeg havde ikke ramt det mentale niveau, der lige giver en det sidste både o-teknisk og fysisk. Målet var derfor at ramme den tilstand til det sidste løb. Det føler jeg, at jeg lykkedes med. Fysisk følte jeg mig ret godt løbende, og teknisk var der også mange positive ting, jeg kunne tage med mig. Det betød, at jeg kunne løbe mig to pladser op, så jeg samlet blev nr. 38. Det var rigtig dejligt at lykkedes den sidste dag, og derfor så jeg også meget frem til den efterfølgende woc-træningslejr. Desværre blev den ikke så hård for mig, da jeg efter 4 træninger i mellem-relevant terræn fik ondt i lænden. Jeg har haft problemer med lænden det meste af 2012, men det har aldrig været så slemt. Jeg kunne dårligt gå rundt, og jeg havde store smerter, når jeg roterede ryggen den mindste smule. Jeg fik lidt behandling af en fysioterapeut, som forsøgte at sætte mit låste bækken på plads uden held. Jeg har endnu ikke fået det sat på plads endnu, og jeg har stadig smerter. Det har betydet, at jeg desværre ikke har været i stand til at løbe DM-stafet og DM-lang, som jeg ellers havde set frem til. De sidste dage på træningslejren var det derfor ikke muligt for mig at lave noget træning. Dermed havde jeg god tid til at gøre tanker om sæsonen 2012 og næste sæson.

De resultatmæssige højdepunkter 2012 har helt klart været VM-stafetten (6. plads), VM-sprint kval (2. plads) og DM-mellem (2. plads). Stafetten var virkelig en stor oplevelse, og noget jeg er rigtig stolt over at tænke tilbage på, mens at de to andre ikke vejer lige så højt, da det ikke har været sæsonens vigtigste løb.
Når jeg kigger på resultatlisten fra world cup og vm, ser jeg mange navne som jeg kender fra min juniortid. Bl.a. Matthias Kyburz, Gustav Bergmann, Jonas Leandersson osv. De har formået at tage skridtet op og være med i toppen i senior-klassen på kun to år. Der er meget imponerende, men samtidig synes jeg også, at det fortæller mig at jeg har gjort noget galt. For 2 år siden kunne jeg slå dem, men nu er de en del bedre end mig. At de har taget skridtet op i toppen viser også, at det slet ikke er umuligt, selvom konkurrencen er hård, man skal bare finde sin vej der op. Og jeg er på vej til at finde min.

Næste års store mål bliver VM i Finland og World Games i Columbia. På grund af vm programmets sammensætning føler jeg ikke, at man kan løbe sprint og lang, og derfor er målet at komme med på mellemdistancen og sprinten. Sprinten er igen, den distance som jeg satser mest på og målet er top 12. Mellemdistancen bliver en stor udfordring for mig at få lov til at løbe. Terrænet er stenet og tungt og normalt ikke noget, som passer mig specielt godt, men det har jeg tænkt mig at lave om på. Det første der skal ske i forhold til at kunne realisere denne drøm, er at få styr på ryggen. Den har generet mig meget i terrænet, og gjort mig ret umobil, hvilket slet ikke er optimalt, når man hopper rundt mellem sten. Derfor er den første priotet i øjebilkket. Når jeg forhåbentlig snart har fået styr på den og samlet energi til at træne frem mod næste sæson, begynder jeg den seriøse træning igen i Oktober, da der allerede ligger en world-cup afdeling i starten af januar. Og så skal jeg ellers forsøge at blive stærkere i terræn samtidig med, at jeg selvfølgelig også kommer tilbage i ordentlig sprint-form.

I år har jeg ikke helt følt, at jeg har ramt den fysiske form på de rigtige tidspunkter. Fysisk har det føltes lidt op og ned hele året, uden at jeg har været helt på toppen på de vigtige konkurrencer. Jeg tror tildels, at det skyldes for dårlig planlægning. Jeg har ikke helt haft styr på, hvordan sæsonen så ud, og hvordan jeg skulle træne i forhold til de vigtige konkurrencer. Dermed har der måske ikke været den store tanke bagved min træning en måned før fx EM i forhold til at kunne præstere godt til EM. Det skal der laves om på, og jeg er derfor i gang med at planlægge næste års sæson. Hvilke løb skal jeg løbe, og hvordan skal jeg træne, og hvad skal der være fokus på i de forskellige perioder. Jeg har sammenlignet denne sæson med 2010 sæsonen, som var min mest succesfulde sæson, da jeg bl.a. blev jr. Verdensmester på hjemmebane. Og jeg tror, at planlægningen af 2010 sæsonen var afgørende for, at jeg lykkedes. I 2010 havde jeg også følelsen af at blive stærkere og stærkere gennem hele sæsonen, hvilket nok skyldes planlægningen samt den store priotering jeg gjorde i forhold til jwoc. Jeg var ekstremt kynisk i forhold til at få hvilet nok, trænet hårdt, lytte til kroppen omkring sygdom og skader. De to sidste år har jeg ikke været helt kynisk nok. Jeg tror ikke helt jeg har gjort de rigtige prioteringer, specielt har jeg været for dårlig til at hvile ordentlig og respektere sygdom, hvilket har gjort at kroppen til tider har været for nedkørt også til vigtige konkurrencer.
Det er det her jeg skal tilbage til! Foto: Tutzon

Det kommer jeg til at blive igen for ellers er det ikke muligt at blive blandt en af verdens bedste, og det er det jeg gerne vil. Jeg vil ikke rode rundt som nr. 50 i world cuppen, så nu skal der satses.